Dansk

Kroens historie

Allerede i året 1734 får Låsby Sogns første kromand Christian Gylling tildelt Kongelig Priviligeret Bevilling til krodrift. Kroens historie i de første 100 år står desværre uvis hen, men der er papirer på, at gårdejer Rasmus Sørensen d. 9. oktober 1834 overtog bevillingen til at drive værtshus og kroophold for rejsende. Især handelsmænd benyttede sig af krogården og store handler fandt sted på gårdspladsen, da den lå strategisk godt i forhold til de store markeder i Randers, Hjallerup og Skanderborg. Derfor var længerne i den tilknyttede gård indrettede som staldpladser for de handlendes dyr, mens man overnattede i stuehuset i rum med op til fire dobbeltsenge i hvert værelse. Det tyder på, at Rasmus Sørensen og kroen var populær, for der var travlt i fadebur og køkken, når der på store dage skulle laves mad til langt over et halvt hundrede handelsmænd – og deres trækkere.

Efter næsten 30 år som kromand overlod Rasmus Sørensen krogården til hans eneste datter Marianne og hendes mand Søren Jørgensen i 1863. De blev det sidste værtspar i den gamle krogård, da der i løbet 1860’erne var en stor tilbagegang på de før så store markeder – og transporten foregik ikke længere langs de gamle veje, efter jernbanen kom. Den gamle krogård med staldlængerne lå derfor ofte tomme hen, og Søren Jørgensen besluttede sig for at opføre en ny kro på det sted, hvor vi ligger i dag. Den gamle krogård er i dag revet ned. I starten blev den nye kro forpagtet ud til Anton Sabro, som blandt andre er far til den socialdemokratiske folketingsmand Peter Sabro, men senere blev den solgt i 1870’erne. Det må have været en mager periode for kromænd, for papirerne tyder på, at kroen har skiftet hænder flere gange, inden den i 1880’erne blev solgt til Christian Sørensen og hans kone.

Christian Sørensen og hans kone var dygtige og skabte sig en god forretning på kroen. Omkring århundredeskiftet var de derfor de første til at få en telefon i Låsby. Vidunderet trak mange nysgerrige lokale til kroen for at betragte apparatet. Efter mange gode år, blev kroen solgt igen i 1905. Frem til depressionen i 30’erne skiftede kroen hænder nogle gange, men det var først da der kom en kromutter til, at der kom godt gang i forretningen igen. Maren Jensen, enlig mor til syv, købte kroen i 1934. Sammen med hendes hotelkøkkenuddannede datter Johanne, lykkedes det at skabe en god forretning.

Under 2. verdenskrig blev det næsten umuligt at drive kroen pga. varemangel og de tyske soldater, som havde beslaglagt alle kroens lokaler – undtagen Marens eget soveværelse. Tyskerne siges at have opført sig høfligt over for de lokale, men da man efter krigen rømmede kroen, var lokalerne langt fra brugbare. De store sale var blevet brugt til sovesale, så de flød med halm, som var blevet brugt som lejer, og snavset tøj. Efter en opslidende oprydning og renovering efter det hårde slid på lokalerne, kom der gang i kroen igen i slutningen af 1945, men da varemanglen stadig var udtalt, blev det først i 1950’erne at forholdene blev normale.

I en alder af 76 år trak Maren sig tilbage og overlod i 1960 driften af kroen til sine to døtre Anna Jensen og Dagny Poulsen. Kroens drift og traditioner forsatte, men da pladsen blev for trang blev der i 1970 udvidet med en ekstra etage over krosalen med plads til ekstra værelser. Kroen var en god forretning, da de solgte den videre til Dagnys søn Niels Poulsen og hans kone Lena. Dermed var det 3. generation, som pr. 1. november 1972, stod for driften. Igen var det en kromand ved roret, og Niels Poulsen var en energisk en af slagsen.

Den nye kromand forstod nemlig at følge med tidens trends. I starten var det kroballerne, som trak fulde huse, men da diskotekerne blev de unges foretrukne dansested, skiftede værtsparret kurs og valgte at satse på den mere modne generation, og det blev en succes. Flere gange udvidede Niels og Lena værelseskapaciteten, og kroen blev landskendt for både sine musikarrangementer og den karismatiske kromand, som var en stor del af den gode stemning her på kroen.

Derfor var det også et stort chok for både gæster og medarbejdere, da Niels Poulsen gik bort i sommeren 2009. Han var jo en stor del af kroens sjæl. Lena Poulsen kørte kroen videre i en tid med hjælp fra hendes børn og kroens personale, indtil hun tog en administrerende direktør ind i vinteren 2009. Siden da har der været skiftende kroværter, men Lena Poulsen har hele tiden været ansigtet udadtil og den primære drivkraft på kroen.

I april 2015 gav Lena Poulsen ansvaret for kroen videre til Peter Have. Efter 44 år med Lena ved roret, er det nu Peter, som driver Låsby kro og Hotel. Lena har dog stadig sin daglige gang i de hyggelige lokaler.

Kroens køkken tager udgangspunkt i den klassiske danske madkunst. Her syltes, bages, ristes og røres på livet løs. Kroens gæster kan derfor forvente både klassisk dansk mad af høj kvalitet og spændende nye menuer med moderne islæt og masser af smag.

Ud over aktiviterne i køkkenet vil der på den musiske front også være lidt ændringer. Naturligvis forsætter de store fester med Kandis, Kim & Hallo, Fede Finn og Funny boyz, Klaus & Servants og de mange andre store bands.