Kroens historie

Allerede i året 1734 får Låsby Sogns første Kromand Christian Gylling tildelt Kongelig Priviligeret Bevilling til Krodrift. Kroens historie i de første 100 år står desværre uvis hen, men der er papirer på, at gårdejer Rasmus Sørensen d. 9. oktober 1834 overtog bevillingen til at drive værtshus og Kroophold for rejsende. Især handelsmænd benyttede sig af Krogården og store handler fandt sted på gårdspladsen, da den lå strategisk godt i forhold til de store markeder i Randers, Hjallerup og Skanderborg. Derfor var længer i den tilknyttede gård indrettede som staldpladser for de handlendes dyr, mens man overnattede i stuehuset i rum med op til fire dobbeltsenge i hvert værelse. Det tyder på, at Rasmus Sørensen og Kroen var populær, for der var travlt i fadebur og køkken, når der på store dage skulle koges mad til langt over et halvt hundrede handelsmænd – og deres trækkere.
 
 
Efter næsten 30 år som Kromand overlod Rasmus Sørensen Krogården til hans eneste datter Marianne og hendes mand Søren Jørgensen i 1863. De blev det sidste værtspar i den gamle Krogård, da der i løbet 1860’erne var en stor tilbagegang på de før så store markeder – og transporten foregik ikke længere langs de gamle veje, efter jernbanen kom. Den gamle Krogård med staldlængerne lå derfor ofte tomme hen, og Søren Jørgensen besluttede sig for at opføre en ny Kro på det sted, hvor Låsby Kro ligger i dag. Den gamle Krogård er i dag revet ned. I starten blev den nye Kro forpagtet ud til Anton Sabro, som blandt andre er far til den socialdemokratiske folketingsmand Peter Sabro, men senere blev den solgt i 1870’erne. Det må have været en mager periode for Kromænd, for papirerne tyder på, at Kroen har skiftet hænder flere gange, inden den i 1880’erne blev solgt til Christian Sørensen og hans kone.
 
 
Christian Sørensen og hans kone var dygtige og skabte sig en god forretning på Kroen. Omkring århundredeskiftet var de derfor de første til at få en telefon i Låsby. Vidunderet trak mange nysgerrige lokale til Kroen for at betragte apparatet. Efter mange gode år, blev Kroen solgt igen i 1905. Frem til depressionen i 30’erne skiftede Kroen hænder nogle gange, men det var først da der kom en Kromutter til, at der kom godt gang i forretningen igen. Maren Jensen, enlig mor til syv, købte Kroen i 1934. Sammen med hendes hotelkøkkenuddannede datter Johanne, lykkedes det at skabe en god forretning.
 
 
Under 2. verdenskrig blev det næsten umuligt at drive Kroen pga. varemangel og de tyske soldater, som havde beslaglagt alle Kroens lokaler – undtagen Marens eget soveværelse! Tyskerne siges at have opført sig høfligt over for de lokale, men da man efter krigen rømmede Kroen, var lokalerne langt fra brugbare. De store sale var blevet brugt til sovesale, så de flød med halm, som var blevet brugt som lejer, og snavset tøj. Efter en opslidende oprydning og renovering efter det hårde slid på lokalerne, kom der gang i Kroen igen i slutningen af 1945, men da varemanglen stadig var udtalt, blev det først i 1950’erne at forholdene blev normale.
 
 
I en alder af 76 år trak Maren sig tilbage og overlod i 1960 driften af Kroen til sine to døtre Anna Jensen og Dagny Poulsen. Kroens drift og traditioner forsatte, men da pladsen blev for trang blev der i 1970 udvidet med en ekstra etage over Krosalen med plads til ekstra værelser. Låsby Kro var en god forretning, da de solgte den videre til Dagnys søn Niels Poulsen og hans kone Lena. Dermed var det 3. generation, som pr. 1. november 1972, stod for driften. Igen var det en Kromand ved roret, og Niels Poulsen var en energisk en af slagsen.
 
 
Den nye Kromand forstod nemlig at følge med tidens trend. I starten var det Kroballerne, som trak fulde huse, men da diskotekerne blev de unges foretrukne dansested, skiftede værtsparret kurs og valgte at satse på den mere modne generation, og det blev en succes. Flere gange udvidede Niels og Lena værelseskapaciteten, og Kroen blev landskendt for både sine musikarrangementer og den karismatiske Kromand, som var en stor del af den gode stemning her på Kroen.
 
 
Derfor var det også et stort chok for både gæster og medarbejdere, da han gik bort i sommeren 2009. Han var en stor del af Kroens sjæl, men i samarbejde med de trofaste medarbejder og sine børn var Lena i stand til at holde skuden ret i vandet, indtil hun solgte Kroen til den daværende direktør Zouhaier Amara d. 11. december 2009. Lena Poulsen havde stadig sin daglige gang på Kroen, da hun forsat var en stor del af ansigtet ud ad til.

Så sent som d. 1. maj 2011 købte en ny ung ejer sig ind på kroen; Michella Iversen. Hun har været køkkenchef på kroen siden 2009 og er født og opvokset i Låsby, så hun kendte allerede stedet rigtig godt. Faktisk startede hun sin karriere på kroen allerede som 14-årig som opvasker.
 
I dag er Låsby Kro stadig mest kendt for sine fantastiske weekendophold med eftermiddagskaffe m/hjemmebag, buffeten fra Mormors Køkken, musik og dans med tidens største stjerner, overnatning og morgenbuffet inkluderet i prisen. Man kan dog også købe entrebilletter til mad, musik og dans alene, så der er fulde huse, når kendisser som Bjørn & Okay, Kandis, Fede Finn & Funny Boys og Rocking Ghosts spiller op til dans i weekenderne. 
 
Mens der i branchen har været nedgang flere steder, er aktivitetsniveauet støt stigende hos Låsby Kro. Flere og flere virksomheder vælger Låsby Kro, når der skal holdes kursus og konference. Mormors Køkken syder af aktivitet med de store selskaber i huset, mens Diner Transportable flyver ud af bagdøren ud til virksomheder og private i området.
Businessmændene surfer på det gratis internet på værelserne i hverdagene og holder møder i de hyggelige Krostuer, mens Kroens bus suser i øst og vest for at hente og bringe de store grupper af gæster, der skal på Ældre Sagens Bjergferier i Søhøjlandet. Så på Låsby Kro går det stadig rigtig godt, og fremtiden tegner lys for den ældste Kgl. Priviligerede Kro i Søhøjlandet.

I dag er Låsby Kro ejet af Michella Iversen, som købte Zouhaier Amaras andel d. 26. april 2012. Hun vil i samarbejde med Lena Poulsen og kroens øvrige ansatte sikre Låsby Kro's forsatte succes.
Kroejer Maren og døtrene Dagny og Anna foran Kroen i 1935
Lena Poulsen
Michella Iversen
 
 






  Torben Lendager er tilbage på Låsby Kro efter et fantastisk år i 2011. Han sætter gang i festen ...
  Carsten Svendsen er en dygtig solomusiker, der spiller mange gode hits fra 50'erne og frem til ...
  Lad op til en forrygende aften med Danmarks bedste danseorkester! Pris pr. person kr. 425,- inkl. ...



Se mere i vores kalender



Tilmeld dig kroens nyhedsbrev

Tilmeld Afmeld
design